Humørsvingerne/ øv :(

Ja nu er jeg sgu over halvvejs og det kan jeg mærke på mit humør. Det er skam ikke fordi jeg er sur eller vred på nogen måde, der er bare ikke langt fra glad til mut og det tror jeg godt de andre kan mærke. Jeg ved jo godt at det handler om jeg savner DK rigtig meget efterhånden især fordi Gitte - min bedste veninde næsten lige har været her. Men som om det ikke var nok, synes jeg efterhånden arbejdet (hvis man kan kalde det det) hænger mig langt ud af halsen for at sige det mildt, føler simpelthen ikke jeg har/får nok ud af det, og det skuffer mig enormt. Så er der folk der vil sige, at så må man gøre mere ud af det, men vi får ikk fri tøjler til noget som helst, det hele er nærmest fastlagt, fordi det ikke passer ind med børnenes sove/spiserytmer osv. 

Udover det lidt sure opstød, synes jeg stadig HCMC har meget at byde på og synes stadig det er sjovt at være her, det skyldes ikke mindst Sheila, kan ikke forstille mig rejsen uden hende no offense til de andre to, men er bare meget tættere på Sheila. :) 

Ja havde ikke så meget at skrive om, men lidt kom der da ;)

Det som jeg sys er underligt/komiske i Vietnam :)

Så har jeg snart været her i 2 måneder, hvor jeg har oplevet lidt af hvert: Savn, undren og ikke mindst sjov. Jeg kan stadig sys det er lidt mærkeligt at jeg bor i et andet land, men der sker så mange ting omkring en, sys personligt ikke at to dage er ens, hvilket er mega rart.

Nå men tilbage til emnet.

1. Det jeg sys er monster underligt er at jeg føler at alle vietnameser har mega travlt HELE TIDEN. F.eks. når man skal ud af bussen og man venter til dørene åbner og man er lidt inde i sig selv og hvad sker der? To til tre mennesker møver sig ind foran en. Jeg vil lige gøre det klart, at det er helt fair hvis du har helt vildt travlt. Men så skal du til gengæld os bare løbe lige så snart du kommer ud af bussen, som om selve Satan var efter dig ;). men ak de mennesker der møver sig ind, de går bare ud og GÅR!! Hva filan skulle du ha så travlt for!. Som sagt er det ikke kun i bussen, men alle vegne. Desværre ser jeg det også i børnehaven, hvor børnene skal spise forholdvist hurtigt og ikke nok med det, skal alle børnene spise den samme mængde, hvilket selvfølgelig ikke er hensigtsmæssigt i forhold til at vi har et barn på 2 og to børn på 9. Det resulterer så i opkast osv. hvilket er mega synd og ærgerligt.

2. En anden ting som jeg så til gengæld sys er ret sjovt er deres mangel på logisk tænkning og det er igen generelt. F.eks. hvis vi skal mødes med en vietnameser, som kommer for sent ( Det sker nærmest altid, hvilket var røvirreterende i starten, men det har man vænnet sig lidt til ) nå men i stedet for, at skynde sig fra starten af, løber personen først når vi kan se personen. Så tænker jeg hvad nytter det kæmpe idiot :P. Løb eller gå. du må vælge og ikke stå på en fej trædesten af dårlig beslutning :).

En anden ting jeg sys er sjovt, er når man skal bestille noget mad og tjeneren ikke forstår særligt meget engelsk, hvilket er helt okay, men så hent en som kan, det er jo fint at kende sine begrænsninger. Men hvad gør tjeneren, siger ja og nej til ting hun/han åbenlyst ikke fatter en skid af. Kan jeg godt grine lidt af efter man har spist. :) En tredje ting som til gengæld sys er helt ude i hampen er, at når de skal bakke ud med deres motorbikes, så bakker de bare og røv ligeglade om der er nogen bag dem.. Så skal man vente til den her lille hellige ko har bakket færdig også kan man komme videre. Kan man ikke lige sige en lyd eller pænt vifte folk væk, ja det overgår sgu min fatteevne :) .

Håber ikke at det lyder for negativt for læseren, det bare fis og ballade med en smule løftet øjenbryn ;)

De første arbejdsdage :)

Torsdag var den første rigtige arbejdsdag for mig og de andre. Vi skulle være på stuen sammen med de børn som vi skulle arbejde/observerer. Første indtrykket var hold da op nogen søde og sjove børn, især fordi sprogbarrieren var enorm, vi forstår jo hat af hvad de siger. Jeg blev faktisk positiv overrasket over hvor gode personalet var med børnene, havde lidt en forventning omkring at de tvangsfodret børnene og var meget striks mod dem. Men de er rigtige varme omkring dem, det føler jeg i hvert fald. Der mangler måske lidt empati og lidt variation i deres hverdag, men de gør tingene i en god mening.

Fredag var som jeg kom lidt ind på til sidst nærmest en tro kopi af torsdagen, hvilket skuffede mig en anelse. Men jeg ville have det bedste ud af det, så på med ja-hatten og igang med at snakke med personalet for at skabe et mindre akavet stemning imellem os. Tak skæbne for Google-translate for personalet kan overhovedet ikke engelsk, som vi ellers fik at vide de kunne. Men det de ikke har i sproget har de i deres personlighed for de er alle meget venlige og os lidt sjove :) .

Mandag kunne godt være den mærkeligste arbejdsdag i mit liv, hvis man overhovedet kan kalde det en arbejdsdag. Vi møder op på en udviklings-døve skole for unge. Kanon fedt tænker jeg. Da vi så kommer til mødet forventer jeg en plan over forløbet og hvad vi skal. Men men men, det virker som om de slet ikke vidste at vi skulle være der og nærmest spurgte OS om hvad vi skulle? Vi kiggede flere gange på hinanden og tænkte nok det samme, "hvad sker der lige her". Ikke nok med det, var der ingen der kunne engelsk, ikke engang nogen gloser. Ved godt det næsten er det samme i børnehaven, men der kan de idet mindste nogen gloser sådan hist og her. Men på med ja-hatten, men er meget skeptisk og har en underlig mavefornemmelse omkring det.

Idag vidste vi faktisk ikke hvad vi skulle , for der stod bare Intro til ja pas. Men vi møder op på skolen og skal så lige pludselig fremlægge omkring vores land,skole,uddannelse og jeg tænker bare: Holy shitballs. Vi har jo ikke forbedredt noget som helst. Men vi får lov til at låne en computer og får bikset noget hist og her og vupti! En fremlæggelse var oppe og køre, nok ikke lige til et 12-tal, men hvad fanden.
Set bort fra lorten idag, var det en KANON fed dag, eleverne er enorm seje og lærer rare og forstålige :D nu vil jeg slappe lidt af for imorgen skal vi mødes med nogen studernede fra en klub og lave slogans,logoer osv.

JEG ELSKER VIETNAM, men savner min aller tætteste prutfis - Gitte :D

Mine første 2 uger i Ho Chi Minh City :D

Synes stadig det er underligt at tænke på at jeg skal tilbringe 5 måneder af mit liv udenfor dejlige og trygge Roskilde. Er det vildeste tryghedmenneske og er ikke så god til store forandringer, nok os derfor jeg tog denne her store chance for at ændre mig både på det psykiske såvel som det fysiske , da jeg har en lille drøm om at smide 10 kg som minimum.

Men ja vi boede i de første 6 dage på Bizu hotel som ligger i bui vien i distrikt 1 ( Der er 12 distrikter, hvor 1 er centrum ) det var faktisk et rigtigt fedt hotel i forhold til beliggenheden med en masse barer og spisesteder. mit syn på Vietnam i starten var: WOOW jeg elsker det her sted!! lige indtil en af pigerne fik stjålet hendes Iphone, oveni det blev den endda taget lige ud af hendes hånd mens hun gik og filmede. for de bagkloge kunne man selvfølgelig ha' tænkt sig om. Men ingen af os havde regnet med det.

Jeg må indrømme at jeg gik fra tryg og en smule hjemme til utryghed og uvished omkring at jeg ville kunne klare det. Jeg ved godt hele situationen overhovedet ikke omhandlede mig. Men det hele kom en smule for tæt på. Men jeg tænkte fanme nej, Det her skulle ikke knække en allerede. Når men efter to nætter på et andet hotel, fik vi tilbudt en lejlighed og vi kom ud og så den, Men hold da op en lorte lejlighed for at sige det mild sagt, døde kakerlakker-rester over alt, snavs og ja det var ikke pænt hvorimod beliggenheden ikke kunne være bedre, fordi vores arbejdsplads lå 4-5 mins gåtur derfra.

Da vi kom ud af lejligheden, var min tanke " jeg magter ikke at bo på hotel mere" vi fik så tilbudt en ny på samme dag og den var til gengæld lækker... hvis man lige fik ryddet grundigt op. De tidligere ejer havde simpelthen taget hvad de kunne og løbet, det var i hvert fald vores konklusion på at der lignede noget der var løgn. Det værste var dog ikke kommet endnu. Vores landlord eller vicevært som vi nok ville kalde det, var/er en speciel person på både godt og ondt.

Det første synspunkt var mega rar person og imødekommende lige indtil vi kom i snak omkring penge og vores kontrakt. Hun skiftede mening og holdninger som jeg skiftede underhyler, ekstremt irreterende. Derudover kunne hun dårligt nok ikke engelsk ( det kan ske for enhver, men du bor i et område og arbejder i et område, hvor du må forvente, at du vil komme til at leje til udlændinge ) heldigvis havde/har to piger ved navn Lee og Phoung som nærmest agerer som vores tolk og guider i byen, de er simpelthen de sødeste. Lige til sidst omkring New Saigon som vi bor i. Det er så rart, der er stille og roligt, pool og billige spisesteder. Og til kommende studerende/beboer bare sørg for nok kontanter til de ejere, i skal leje hos, så er der ingen problemer.

Det fedeste ved byen er alle de billige barer og herlige bekendtskaber, man møder hen af vejen. og det er skønt med billige øl ( en green Saigon koster 20.000 Dong svarende til en 5'er :P ) Men jeg ville så gerne ha haft en mand mere herned, ikke fordi at tøserne går for meget i kvindemode tværtimod. Det er bare noget andet og savner sku gutterne derhjemme engang imellem især når der bliver snakket om ja pigeting. Men nok om det, de er sku gode.

Idag har vi været på vores arbejdsplads for anden gang for at møde de vietnamesisk studerende, som vi skal arbejde sammen med i 10 uger hver onsdag i deres klub, hvilket jeg glæder mig helt enormt til.