De første arbejdsdage :)

Torsdag var den første rigtige arbejdsdag for mig og de andre. Vi skulle være på stuen sammen med de børn som vi skulle arbejde/observerer. Første indtrykket var hold da op nogen søde og sjove børn, især fordi sprogbarrieren var enorm, vi forstår jo hat af hvad de siger. Jeg blev faktisk positiv overrasket over hvor gode personalet var med børnene, havde lidt en forventning omkring at de tvangsfodret børnene og var meget striks mod dem. Men de er rigtige varme omkring dem, det føler jeg i hvert fald. Der mangler måske lidt empati og lidt variation i deres hverdag, men de gør tingene i en god mening.

Fredag var som jeg kom lidt ind på til sidst nærmest en tro kopi af torsdagen, hvilket skuffede mig en anelse. Men jeg ville have det bedste ud af det, så på med ja-hatten og igang med at snakke med personalet for at skabe et mindre akavet stemning imellem os. Tak skæbne for Google-translate for personalet kan overhovedet ikke engelsk, som vi ellers fik at vide de kunne. Men det de ikke har i sproget har de i deres personlighed for de er alle meget venlige og os lidt sjove :) .

Mandag kunne godt være den mærkeligste arbejdsdag i mit liv, hvis man overhovedet kan kalde det en arbejdsdag. Vi møder op på en udviklings-døve skole for unge. Kanon fedt tænker jeg. Da vi så kommer til mødet forventer jeg en plan over forløbet og hvad vi skal. Men men men, det virker som om de slet ikke vidste at vi skulle være der og nærmest spurgte OS om hvad vi skulle? Vi kiggede flere gange på hinanden og tænkte nok det samme, "hvad sker der lige her". Ikke nok med det, var der ingen der kunne engelsk, ikke engang nogen gloser. Ved godt det næsten er det samme i børnehaven, men der kan de idet mindste nogen gloser sådan hist og her. Men på med ja-hatten, men er meget skeptisk og har en underlig mavefornemmelse omkring det.

Idag vidste vi faktisk ikke hvad vi skulle , for der stod bare Intro til ja pas. Men vi møder op på skolen og skal så lige pludselig fremlægge omkring vores land,skole,uddannelse og jeg tænker bare: Holy shitballs. Vi har jo ikke forbedredt noget som helst. Men vi får lov til at låne en computer og får bikset noget hist og her og vupti! En fremlæggelse var oppe og køre, nok ikke lige til et 12-tal, men hvad fanden.
Set bort fra lorten idag, var det en KANON fed dag, eleverne er enorm seje og lærer rare og forstålige :D nu vil jeg slappe lidt af for imorgen skal vi mødes med nogen studernede fra en klub og lave slogans,logoer osv.

JEG ELSKER VIETNAM, men savner min aller tætteste prutfis - Gitte :D

Mine første 2 uger i Ho Chi Minh City :D

Synes stadig det er underligt at tænke på at jeg skal tilbringe 5 måneder af mit liv udenfor dejlige og trygge Roskilde. Er det vildeste tryghedmenneske og er ikke så god til store forandringer, nok os derfor jeg tog denne her store chance for at ændre mig både på det psykiske såvel som det fysiske , da jeg har en lille drøm om at smide 10 kg som minimum.

Men ja vi boede i de første 6 dage på Bizu hotel som ligger i bui vien i distrikt 1 ( Der er 12 distrikter, hvor 1 er centrum ) det var faktisk et rigtigt fedt hotel i forhold til beliggenheden med en masse barer og spisesteder. mit syn på Vietnam i starten var: WOOW jeg elsker det her sted!! lige indtil en af pigerne fik stjålet hendes Iphone, oveni det blev den endda taget lige ud af hendes hånd mens hun gik og filmede. for de bagkloge kunne man selvfølgelig ha' tænkt sig om. Men ingen af os havde regnet med det.

Jeg må indrømme at jeg gik fra tryg og en smule hjemme til utryghed og uvished omkring at jeg ville kunne klare det. Jeg ved godt hele situationen overhovedet ikke omhandlede mig. Men det hele kom en smule for tæt på. Men jeg tænkte fanme nej, Det her skulle ikke knække en allerede. Når men efter to nætter på et andet hotel, fik vi tilbudt en lejlighed og vi kom ud og så den, Men hold da op en lorte lejlighed for at sige det mild sagt, døde kakerlakker-rester over alt, snavs og ja det var ikke pænt hvorimod beliggenheden ikke kunne være bedre, fordi vores arbejdsplads lå 4-5 mins gåtur derfra.

Da vi kom ud af lejligheden, var min tanke " jeg magter ikke at bo på hotel mere" vi fik så tilbudt en ny på samme dag og den var til gengæld lækker... hvis man lige fik ryddet grundigt op. De tidligere ejer havde simpelthen taget hvad de kunne og løbet, det var i hvert fald vores konklusion på at der lignede noget der var løgn. Det værste var dog ikke kommet endnu. Vores landlord eller vicevært som vi nok ville kalde det, var/er en speciel person på både godt og ondt.

Det første synspunkt var mega rar person og imødekommende lige indtil vi kom i snak omkring penge og vores kontrakt. Hun skiftede mening og holdninger som jeg skiftede underhyler, ekstremt irreterende. Derudover kunne hun dårligt nok ikke engelsk ( det kan ske for enhver, men du bor i et område og arbejder i et område, hvor du må forvente, at du vil komme til at leje til udlændinge ) heldigvis havde/har to piger ved navn Lee og Phoung som nærmest agerer som vores tolk og guider i byen, de er simpelthen de sødeste. Lige til sidst omkring New Saigon som vi bor i. Det er så rart, der er stille og roligt, pool og billige spisesteder. Og til kommende studerende/beboer bare sørg for nok kontanter til de ejere, i skal leje hos, så er der ingen problemer.

Det fedeste ved byen er alle de billige barer og herlige bekendtskaber, man møder hen af vejen. og det er skønt med billige øl ( en green Saigon koster 20.000 Dong svarende til en 5'er :P ) Men jeg ville så gerne ha haft en mand mere herned, ikke fordi at tøserne går for meget i kvindemode tværtimod. Det er bare noget andet og savner sku gutterne derhjemme engang imellem især når der bliver snakket om ja pigeting. Men nok om det, de er sku gode.

Idag har vi været på vores arbejdsplads for anden gang for at møde de vietnamesisk studerende, som vi skal arbejde sammen med i 10 uger hver onsdag i deres klub, hvilket jeg glæder mig helt enormt til.